Corona-gudstjenester

Mini-gudstjeneste den 17. maj 2020

(Ligger som video-hilsen på Jegerup Kirkes Facebook side fra lørdag aften)

 

I Jegerup Kirke har vi noget fra hvert århundrede 1000 år tilbage. Og en af de gamle ting er denne indsamlings-skål i messing på en stang. Den er fra 1833 – altså næsten 200 år gammel. Den syner måske ikke af så meget i dag, men den har ikke desto mindre været særdeles vigtig tilbage i tiden.

 

Dengang var der nemlig ikke nogen velfærdsstat, som vi kender det i dag. Dengang var det derimod kirken, der tog sig af de syge, de udsatte og nødlidende i samfundet. Og pengene til at hjælpe dem samlede man ind i kirken om søndagen - og det foregik blandt andet i skåle, som den der hænger i kirken i dag.

 

I dag betaler vi skat, når vi tjener penge – og de skattekroner bliver blandt andet brugt til, at man kan komme på hospitalet, få sig en uddannelse og hjælp, hvis man mister sit arbejde. Men selvom vores samfund på den måde i dag er stærkt præget af den kristne tankegang, så kan ansvaret for at hjælpe vores næste ikke overlades til andre. Ifølge det NT er det et kristent menneskes pligt at hjælpe den, man møder på sin vej igennem livet. Og i mødet med sin næste er man overladt til sin samvittighed – og den gyldne regel om, at man skal behandle andre, som man gerne vil behandles selv.

 

Naboer er ofte – ikke altid – men ofte gode til at hjælpe hinanden og behandle hinanden, som man gerne vil behandles selv. Mangler man en skruetrækker, så spørger man naboen. Aviser og blade bliver byttet over hækken, og skal huset kigges efter, mens der er ferie, hjælper naboen ofte gerne.  Man hjælper nemlig ofte hinanden og passer på hinanden og har omsorg for hinanden.

 

Men vi ved jo også godt, at det fællesskab og stærke bånd, som ofte er mellem naboer, af og til kan strammes til og gnave og ødelægge. Et forkert ord, en hæk der blev klippet for langt ned, eller larm fra stuen – ja der er mange eksempler på, at det, som kan være godt, kan ødelægges på et kort øjeblik. Og så er naboer pludselig nogen man helst vil være foruden.

 

Om vi vil det eller ej, så er vi faktisk alle sammen på en måde naboer til kirken.

 

Og kirken ligger som et vartegn for byen og knejser med sit smukke tårn og gamle historie. Når vi er væk, står den her stadig, og igennem snart 1000 år har den været samlingspunkt for familiers bryllupper, dåb, konfirmationer og begravelser. På den måde minder den os dagligt om glæderne og sorgerne ved livet.

 

Kirken er derfor på den ene side en storslået nabo. Gammel og solid. På den anden side er den altid levende, for den bliver hele tiden brugt af dens forskellige naboer og tager på den måde del i familiers vigtigste øjeblikke. 

 

Det specielle ved at have kirken som nabo er, at mens vi kan komme op at toppes med naboen derhjemme over småting, så er kirken ikke sådan at komme op at toppes med. Kirkens herre, Gud, er nemlig ufattelig tålmodig. Han kender os på forhånd, kender vores fejl og mangler. Men i Bibelen får vi at vide, at Gud elsker os på trods af de fejl og mangler. Han ser derfor på os gennem en form for kærlighedsbrille.

 

Jeg er ikke kommet for at dømme men for at frelse, siger Jesus i NT. Ikke for at slå os oven i hovedet med alt det, vi gør forkert. Ikke for at sætte fingeren på de ømme steder. Men for at omslutte os med sin kærlighed og vise os, at han på trods af alle de ting, vi gør forkert i dagligdagen, kommer os i møde og inviterer os ind i sit hus.

 

Gud samler os med andre ord i det, vi kalder en menighed. Og ligesom Gud lover os i dåben at gå på vejen igennem livet sammen med os, så sender Gud også sin menighed ud for at hjælpe og støtte de mennesker, som vi møder på vores vej, og som vi i kristendommen kalder ”vores næste”.

 

Når kirken nu på søndag den 24. maj kl. 11.00 åbner sine døre til gudstjeneste, så husk at kigge efter den gamle indsamlingsskål. Den hænger på væggen til venstre, når man kommer ind i kirken. Den minder os nemlig også i dag om, at vi stadig har et ansvar for at møde vores næste på samme måde, som Gud har mødt os: med tålmodighed, omsorg og kærlighed. Det vi i kristendommen kalder ”næste-kærlighed”.

 

 

Lad os bede Fadervor.

 

 

Fader vor, du som er i himlene!

Helliget vorde dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje

som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke ind i fristelse,

men fri os fra det onde,

Thi dit er riget og magten og æren i evighed. Amen.

 

 

 

Modtag Herrens velsignelse!

 

Herren velsigne dig og bevare dig!

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!

Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!

Amen!

 

 

 

 

Mini-gudstjeneste 10. maj 2020

(ligger som video-hilsen på Jegerup Kirkes Facebook side)

 

I salmebogen har vi en salme, der hedder Klokken slår, tiden går. Og selvom kirkeklokken hver dag slår sine faste slag også her i corona-tiden, så er tiden på en måde gået helt i stå inde i kirken. Sandet i timeglasset fra 1600 tallet er nemlig for længst løbet ud.

 

Vi har ikke brugt timeglasset i mange, mange år. Vi heller ikke bruge det længere, for det er med sine 400 år på bagen i dag skrøbelig. Men vi har det stadig hængende, og vi passer godt på det, for det minder os om vores historiske baggage.

 

Og den historiske bagage blev vi mindet om i den forgangne uge, hvor flagene gik til tops også i kirkens flagstang. Ligesom resten af landet, fejrede vi nemlig også befrielsen. Og aftenen før mindede kirkeklokken os om, at på denne aften for 75 år siden kunne man rykke mørklægningsgardinerne ned fra vinduerne og tænde lys – for det gode havde endelig vundet over det onde – de allierede havde vundet over nazisterne. Danmark var blevet frit igen.

 

Vores flag, Dannebro, har en særlig betydning for os. Både som danskere, som sønderjyder og som kristne. For på det blodrøde flag pryder det kridhvide kors.

 

Det kors der er tegnet på vores pande og vores bryst i dåben, som et stærk billede på, at vi som døbte altid bærer Jesus Kristus i os. Og at vi som medlemmer af kirken altid skal være parate til at kæmpe mod det onde og i den kamp heldigvis aldrig er alene.

 

Derfor er befrielsesdagen også noget helt specielt. For selvom man dengang var bange, var der nogen, der trodsede frygten og fandt modet frem. Nogen gjorde oprør i det små, nogen sejlede jøder til Sverige, og nogen blev en del af modstandsbevægelsen. Det var farligt – det var med livet som indsats.

 

På vores kirkegård blev der for nogle år siden begravet en mand, som havde været med i modstandsbevægelsen. Han var ung dengang under krigen, og han blev fanget af nazisterne og sendt i koncentrationslejr. Heldigvis kom hjem igen, men hvad han virkelig havde oplevet i koncentrationslejren ville han ikke fortælle, for som han sagde, så kunne vi ikke bære at høre det. Han havde trodset ondskaben og endda sat sit eget liv på spil for at vi i dag kan leve i frihed. Havde det ikke været for sådan nogen som ham og for de allierede soldater, havde vi i dag formodentlig stadig været under nazistisk styre.

 

Der var derfor noget at fejre, da befrielsen kom i 1945. Og meget smukt var det Dannebro med det kridhvide kors på den blodrøde baggrund der vejrede over hele landet, for ondskaben var blevet besejret, og det gode havde vundet.

 

I kirken har vi en tradition for at afbillede Jesus Kristus som et lam med et flag. Et sådan billede har vi også i Jegerup Kirke. Og det er et billede på, at han ofrede sig for at købe os fri, og at han vandt over døden, så vi som kristne mennesker er frie og en dag skal få lov til at modtage det evige liv og leve i Paradiset.

 

Flaget er derfor et sejrssymbol også i kristendommen

 

Timeglassets sand er for længst løbet ud. Men tiden står ikke stille. Også i dag er der desværre folk i vort land, som ønsker at tage friheden fra os. Det blev vi mindet om for ganske nylig. Og lige nu mærker vi alle sådan helt konkret ufriheden efter Corona-virussen er kommet til vort land. Frihed er ikke gratis. Havde vi glemt det i vort fredelige land, så er vi blevet mindet om det flere gange indenfor den seneste tid. Lad os derfor ikke tage det for givet.

 

 

Lad os bede Fadervor.

 

Fader vor, du som er i himlene!

Helliget vorde dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje

som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke ind i fristelse,

men fri os fra det onde,

Thi dit er riget og magten og æren i evighed. Amen.

 

 

 

Modtag Herrens velsignelse!

 

Herren velsigne dig og bevare dig!

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!

Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!

Amen!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mini-gudstjeneste 3. maj 2020

(ligger som video-hilsen på Jegerup Kirkes Facebook side fra lørdag den 2. maj om aftenen)

 

I Jegerup Kirke hænger en af vores gamle altertavler. Den er fra 1621. Den hænger ikke længere over alteret men blev for ca. 200 år siden forvist til loftet for så i 1949 at blive restaureret og hængt op på en sidevæg.

 

Hvad der har været på altertavlen fra 1621, ved vi ikke i dag. Men det billede, der i dag pryder altertavlen, er malet af Johan Skovgaard. Og Skovgaard-familien er ret kendt i Danmark for det var Johans far, Joakim Skovgaard, der har lavet de berømte billeder i Viborg Domkirke. Motivet, som Johan har lavet på vores altertavle tilbage i 1949, er fra en lignelse i Det nye Testamente.

 

Jesus havde det nemlig med at fortælle historier - historier som altid tog udgangspunkt i folks hverdag, så han var sikker på, at de forstod ham. Og en bonde, der går ude på sin mark og sår den til, det kendte man til også på Jesus tid.

 

Så man forstod godt, at når bonden kastede sin såsæd ud over hele jorden, ville noget ramme god jord, noget andet jord fuld af tidsler og andet igen på klippegrund – og at høsten derfor jo så også ville blive derefter.

 

Det Jesus vil fortælle med lignelsen er, at han er ligesom bonden ude på marken med såsæden. Jesus kommer nemlig med Guds kærlighed og strør om sig med den til alle her på jorden. Ikke kun nogle enkelte, særligt udvalgte eller nogen der har gjort sig fortjente til det. Nej, til alle. Men ligesom såsæden lander forskellige steder og høsten derfor bliver derefter, så er det på samme måde med troen på Jesus. Nogen vil tro på ham og tage imod Guds kærlighed, andre vil have svært ved det, og for nogen er det helt umuligt at tro på det og tage det til sig.

 

Og det er jo også noget af en mundfuld, Jesus beder dem tro på: at Jesus er Gud født som et menneske for i påsken at sone vores fejl og mangler og overvinde døden for os, så vi en dag kan modtage det evige liv og komme ind i paradis.

 

Det er jo lidt af en mundfuld at tro på – særligt når vi ikke har beviser for, om det er sandt. Til gengæld kræves der så kun tro og dåb for en dag at kunne komme ind i Paradiset, - så det er på den anden side også forholdsvis let at være et kristent menneske.

 

En kollega sagde engang, at tro er ligesom at gå ind og få sit hår klippet hos en frisør. Man beslutter sig for at blive klippet, går ind gennem døren – og så klarer frisøren resten.

 

Det er et godt billede på et kristent menneskes forhold til Gud: for når vi beslutter os for at ville have med Gud at gøre enten ved at folde vores hænder derhjemme eller åbne Bibelen eller gå ind i kirken, så tror vi på, at Gud gør resten.

 

Men selvom det måske lyder let, så betyder det jo ikke, at det er let at være et kristent menneske. Det kan nemlig være rigtig svært at folde sine hænder, åbne en Bibel eller gå ind i kirke, for der kan være mange forhindringer: er man nu f.eks. god nok? Kan Gud også bruge et menneske som mig? Eller vil fol nu tro, at der er noget galt med mig, hvis jeg går ind i kirke?

 

Ikke desto mindre, beder Jesus os om at tro og at holde fast ved troen. Det er altså ikke nok, at være et godt menneske og give penge til velgørenhed. Vi skal tro – og ud af den tro hopper så de gode gerninger, som Luther forklarede det for 500 år siden.

 

Vi skal – hvis vi går tilbage til alterbilledet af lignelsen – altså være som den gode jord og turde tro og også holde fast i troen, også selvom det er svært. For når man tør have med Gud at gøre – eller bevæger sig ind til frisøren, som en kollega forklarede det – så bliver det, som vi har svært ved at forstå og begribe med hovedet, forståeligt i hjertet.

 

Lad os bede Fadervor.

 

Fader vor, du som er i himlene!

Helliget vorde dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje

som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke ind i fristelse,

men fri os fra det onde,

Thi dit er riget og magten og æren i evighed.

Amen.

 

Modtag Herrens velsignelse!

Herren velsigne dig og bevare dig!

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!

Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!

Amen!

 

 

 

 

Mini-gudstjeneste 26. april 2020

 

I Jegerup Kirke er der helt stille lige nu. I løbet af dagen afbrydes roen kun af kirkeklokken, der ringer på sine faste tidspunkter.

 

Normalt er der salmesang og orgelmusik om søndagen, og i løbet af ugen et mylder af mennesker, der går langs hærvejen og lige skal ind og holde hvil og tænde et lys i kirken.

 

Men gengæld er der salmesang og fællessang i fjernsynet nu. Mange hundredetusinde samles hver morgen for at synge sammen med Faber.

 

Det er som om vi har genfundet glæden ved at synge sammen. Og det er som om vi har genopdaget, at sangen er med til at gøre os til et folk. Og ikke et hvilket som helst folk – men et folk, der hviler på kristendommen.

 

Vi har vidst det i kirken hele tiden. Derfor er det også en stor glæde, når gamle salmer og sange som det mest naturlige nu bliver sunget via fjernsynet af flere hundrede tusinde hver morgen.

 

Og hvad synger vi så i de salmer? Ja, vi synger om glæden ved livet. Og den glæde udspringer af det Gud har gjort for os i den påske, som vi lige har fejret. For han har købt os fri af dødens lænker – og derved givet os friheden så vi kan ånde frit, tænke frit, mødes frit, tale frit - og også synge frit.

 

Og den her frihedstanke er vi vant til i Danmark. Den er grundlovssikret. Derfor kommer det også bag på os, når vores frihed på mange måder indskrænkes, som den gør det i den her tid med Corona-virus.  

 

Men når vores frihed trues, så så sker der det forunderlige, at den spirer frem under andre former, end vi normalt er vant til. Det er ligesom kærlighed, der ikke kan holdes nede. Og her er sangen og fællessangen en måde at tale ufriheden midt imod. Det vidste de gamle sønderjyder allerede under tysk tid.

 

For når vi synger salmer og sange, så synger vi om Gud og Guds skaberværk, vi synger om det, der gør os glade, det der giver os liv, og som tænder lys for os i en mørk tid. Og her bliver vi mindet om, at vi ikke er alene. Vi tror på en Gud, som er hos os, og som har lovet at være hos os indtil verdens ende. Vi bliver med andre ord trøstet og får mod til at leve livet på trods af ufriheden. Og vi bliver mindet om at være taknemmelige – taknemmelige over vores familie, vores skolegang, vores arbejde, vores nabo, at vi kan spise os mætte, at vi har tøj på kroppen og tag over hoved, - og skulle det ske, at vi bliver alvorligt syge, så har vi også et sundhedsvæsen, som vi gøre sit aller bedste for at hjælpe os med at blive raske.

 

Vi vidste det egentlig godt, men det forunderlige er, at der skulle en grim Corona-virus til, for at vi genfandt taknemmeligheden for mange ting – og også genfandt glæden ved at synge salmer og sange.

 

Det er på mange måder et mirakel midt i en usikker og grim tid.

 

Lad os bede Fadervor!

Fader vor, du som er i himlene!

Helliget vorde dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje

som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke ind i fristelse,

men fri os fra det onde,

Thi dit er riget og magten og æren i evighed.

Amen.

 

 

Modtag Herrens velsignelse!

 

Herren velsigne dig og bevare dig!

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!

Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!

Amen!

 

 

 

   

 

Mini-gudstjeneste 19. april 2020

(ligger som en video-hilsen på Jegerup Kirkes Facebook side) 

   

I tårnrummet har vi en af Jegerup Kirkes klenodier – det er vores egetræsfigurer fra 1200 tallet. De har for mange år siden hængt over tre altre inde i kirken.

 

For før 1536 var Jegerup Kirke nemlig en katolsk kirke. Og det betød, at man havde flere altre inde i kirken. Over hovedaltret hang de 12 apostelfigurer, og over de to sidealtre hang mod nord figuren af Maria, der sidder hos sin mor Anna, mens Johannes Apostel-figuren hang over altret mod syd.

 

I dag hænger figurerne samlet i tårnrummet. Men vender man sig lidt om til højre og kigger på buen ind til kirkerummet, hænger der en ligeså gammel figur af Djævelen. Han hænger for sig selv, og man kan måske heller ikke lige se, at det er en meget gammel figur af Djævelen. Men han hang der tilbage i tiden for at minde kirkegængeren om, at livet her på jorden er svært, fordi vi hele tiden bliver udsat for fristelser og påvirkninger fra det onde. Og hvis det onde kan få os til at tvivle på Gud og aller helst får os til at vende Gud ryggen, så har han vundet. Og det var det, den lille figur af Djævelen skulle minde kirkegængeren om i gammel tid.

 

Og tvivle og vende Gud ryggen gør disciplene både før, under og efter påske. Peter fornægter f.eks. Jesus hele tre gange, Judas forråder ham for 30 sølvpenge, alle disciplene formår at falde i søvn, da Jesus har brug for dem, og da Jesus er død, barrikaderer disciplene sig bag lukkede døre, og selv da de hører om hans opstandelse, vil Thomas have beviser på, at det virkelig er sandt.

 

Der er ikke megen tiltro til Jesus, og der er er ikke meget trofasthed at hente hos dem. Og det endda selvom de har været helt tæt på Jesus og set alle miraklerne.

 

Men da Jesus kommer til dem efter opstandelsen, skælder ham dem faktisk ikke ud. Han nævner ikke med ét ord deres forræderi, deres manglende tro og manglende troskab overfor ham. Nej, han møder dem i stedet med ordene: Fred være med jer – frygt ikke!

 

Og for et menneske, der har fejlet, er det ord livgivende. Det var de for disciplene. Men det er de også for os her 2000 år efter. For Jesus møder os nemlig stadig med de samme ord.

 

For ligesom disciplene fejler vi jo også. Vi gør ting, som vi ikke skulle have haft gjort – både overfor andre og overfor Gud – ja, også overfor os selv. Vi kan også - både uforskyldt og selvforskyldt stå i problemer til halsen, eller vi kan stå overfor noget, vi slet ikke magter – og så har vi brug for at høre de livgivende ord fra Jesus. For i de ord tager han imod os, som dem vi er, og med den bagage vi har med os. I de ord siger han til os, at vi er hans børn og derfor har lov til at hvile hos ham. Og i de ord tager han os i hånden og siger, at det hele nok skal gå.

 

Og vender vi nu tilbage til den meget gamle figur af Djævelen i kirken, så hænger den der stadig for også i dag at minde os om, at vi aldrig må glemme Gud og ordene: Fred være med dig - frygt ikke!

 

Lad os bede Fadervor.

 

Fader vor, du som er i himlene!

Helliget vorde dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje

som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke ind i fristelse,

men fri os fra det onde,

Thi dit er riget og magten og æren i evighed. Amen.

 

 

Modtag Herrens velsignelse!

 

Herren velsigne dig og bevare dig!

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!

Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!

Amen! 

 

 

 

Mini-gudstjeneste Påskedag 2020

 

Påskedag har Jegerup Kirke igennem næsten 1000 år åbnet sine døre til påskegudstjeneste. Vi ved det ikke, men måske er det første gang i kirkens historie, at kirken i år er lukket og låst. Vi må nemlig i år ikke åbne til påskegudstjeneste pga. restriktionerne omkring Corona-virussen.

 

Men kan man ikke komme ind i kirken, så kan kirken komme ud til sognets beboere. Og derfor står der også her til morgen en spand med masser af påskeliljer i foran kirkedøren. Og på hver påskelilje er påskeevangeliet påhæftet. Alle er velkomne til at komme forbi i løbet af dagen og tage en påskelilje, - og man kan enten tage den med hjem eller lægge den på en grav.

 

Vi fejrer nemlig stadig påske – også selvom vi ikke kan komme ind i vores gamle kirke. For vi skal huske, at selvom vi er glade og stolte af vores gamle kirke, så hár vi dog i det mindste stadig vores kirke. Sådan er det ikke for alle. Hvem husker f.eks. ikke den store brand sidste år, som ødelagde Notre Dame kirken i Paris? Og for mange kristne rundt om på jordkloden har de slet ikke en kirke at kunne fejre påske i.

 

Evangeliet er heldigvis heller ikke afhængig af en kirkebygning. Alligevel mangler vi jo her til morgen kirkens vinduer. Solen plejer nemlig altid at sende sine stråler ind i kirken gennem de gamle, blyindfattede vinduer og give et helt særligt lys i kirken.

 

Og lyset fra særligt ét vindue i kirken minder om ordene fra en kendt sang. Det er den canadiske sanger Leonard Cohen, der synger oversat til dansk: Der er en revne i alting. Det er sådan lyset kommer ind.

 

Og de få ord beskriver meget smukt, hvad Påskedag handler om.

 

Fra nu af er døren til Paradiset nemlig blevet åbnet for mennesket. Jesus har her til morgen overvundet døden ved at stå op af graven, han har givet os evigt liv, og låst døren til Paradiset op for os. Lyset fra Gud stråler derfor nu ned til os – eller som Leonard Cohen beskriver det: der er nu en revne, hvor Gud finder vej til os.

 

Og for mennesket på jorden betyder det nu helt konkret, at hvor vi ofte sådan billedligt befinder os i lukkede rum med f.eks. for meget arbejde, for store forventninger, manglende tro på os selv, ensomhed, smerter ved sygdom eller sorg ved dødsfald – så er der en revne i det mørke rum, vi befinder os i, og igennem den revne skinner Guds lys på os.

 

Gud er med andre ord hos os nu, og han rækker sin hånd ud til os, for at vi skal tage den, for han ønsker at gå på vejen igennem livet sammen med os. Vi er ikke overladt til os selv. Vi er ikke alene. Gud er der også.

 

Derfor er påskeægget også et fint billede på påsken. For ligesom den lille kylling er lukket inde og til sidst finder vej ud af æggeskallen, så slår Jesus her til morgen hul på skallen – både den grav han var lukket inde i, og det mørke vi kan sidde i. Der er derfor grund til at være glad i dag. Grund til at tro på, at det nok skal gå - også i denne tid, hvor Corona-virussen har ramt os.

 

Glædelig påske!

 

Lad os bede Fadervor.

Fader vor, du som er i himlene!

Helliget vorde dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje

som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke ind i fristelse,

men fri os fra det onde,

Thi dit er riget og magten og æren i evighed. Amen.

 

Modtag Herrens velsignelse!

 

Herren velsigne dig og bevare dig!

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!

Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!

Amen!

 

Mini-gudstjeneste Langfredag 2020

 

(ligger som video-hilsen på kirkens Facebook side)

 

På de sønderjyske kirkegårde har vi noget helt særligt, som man ikke har i resten af Danmark, og det er mindesten. Det er jo noget særligt sønderjysk, fordi vi engang har været under tysk herredømme.

 

Fædre og sønner blev nemlig sendt i tysk tjeneste under Første Verdenskrig. Mange kom ikke hjem igen. Og mange af dem, der kom hjem, var forandret. De havde nemlig oplevet rædslerne i skyttegravene og set død og ødelæggelse i et omfang, som vi slet ikke kan forestille os i dag.

 

Mon ikke de har tænkt på de ord, som Jesus sagde, mens han hang på korset: min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?

 

Det er den samme følelse, man sidder med, når man har mistet et menneske, man elsker. Man kan konstatere, at verden udenfor fortsætter sit pulserende liv – men inden i én står livet stille, for man er overvældet af sorg og kan slet ikke forstå, hvad der er sket.

 

Og når mørket lægger sig omkring os og truer med at kvæle alt liv i os, er det godt at tænde et lys. Og det gør vi her i kirken i vores smukke lysglobe, det gør vi på alteret og i den syvarmedes lysestage – men vi gør det også, når vi har dåb i kirken.

 

For når vi bliver døbt, tager Gud et solidt tag i os, og han lover os, at vi aldrig kan falde ud af de hænder. Vi har fået vores frihed til at vende Gud ryggen, men fra det øjeblik vi bliver døbt, lover Gud os, at han aldrig vil vende ryggen til os. Vi kan med andre ord ikke falde ud af hans hånd. Og han lover os, at den dag vi dør, vil han lægge sin anden hånd ind under os og bære os ind til det evige liv i Paradiset.

 

Når vi tænder lys ved dåben, er det derfor et billede på det evige liv og Paradiset - at selvom vi en dag dør og bliver begravet ude på kirkegården og der bliver sat en mindesten for os der ude, så skal vi – fordi vi er blevet døbt – få lov til at modtage det evige liv og komme ind i Paradiset.

 

Lige nu fejrer vi Påske, og Påsken handler om, at Gud gør det umulige muligt – nemlig at døden skal overvindes, så mennesket en dag kan modtage det evige liv. I dag Langfredag fejrer vi, at Jesus er i gang med at gøre det umulige muligt. Og selvom det ser mørkt og håbløst ud, da han dør på korset – så er der håb, for Jesus er ikke alene et menneske, han er også Gud, som har ladet sig føde som et menneske, og derfor er lige præcis han i stand til at gøre det umulige muligt.

 

Og i kirken tror vi på, at han vinder over døden. Vi tror på, at han gør det muligt, at vi en dag kan komme ind i Paradiset igen. Derfor er Langfredag måske mørk og tung ligesom enhver begravelse og bisættelse. Men dåbslyset og mindestenene ude på kirkegården minder os også om her Langfredag, at døren til Paradiset er i gang med at blive slået op. Og på søndag – Påskedag-  bliver den bliver slået helt op!

 

Lad os bede Fadervor.

 

Fader vor, du som er i himlene!

Helliget vorde dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje

som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke ind i fristelse,

men fri os fra det onde,

Thi dit er riget og magten og æren i evighed. Amen.

 

 

Modtag Herrens velsignelse!

 

Herren velsigne dig og bevare dig!

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!

Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!

Amen!

 

 

 

 

 

Mini-gudstjeneste Skærtorsdag 2020

(ligger som videohilsen på Jegerup Kirkes Facebook side)

 

Fra tårnet i Jegerup Kirke kan man se lang. Området her kaldes Den jyske Højderyg. Det er nemlig her overgangen mellem øst-landskabet og vest-landskabet fra istiden mødes.

 

For ca. 1000 år siden lå der nord for Jegerup by den store og tykke Farrisskov. Tværs over Jylland lå der nemlig dengang kilometer tykke bælter af skove. Og noget tyder på, at der her på stedet har ligget en egeskov, for Jegerup betyder formodentlig ”en rydning i egeskoven”.

 

Jegerup ligger ved Hærvejen, som i gamle dage gik fra Viborg til Slesvig. Jegerup har derfor ligget ganske godt mht. handel, besøgende og omrejsende mennesker.

 

F.eks. har Christian den 4. redet med sit følge på Adelvejen syd for byen fra Maugstrup, hvor hans gode ven boede på den daværende borg, og til sin anden gode ven ude på Gram Slot.

 

Men Jegerup har også ligget særdeles udsat. Når fjenden i syd har sendt soldater nordpå, er det formodentlig også altid gået ud over os.

 

Mad, sammenhold og tro på, at Gud står os bi i svære tider, har derfor været vigtige ting for borgerne i og omkring Jegerup Kirke igennem de sidste 1000 år.

 

Og i en tid med nedlukning af Danmark pga. Corona-virussen, genoplever vi nu pludselig og helt uventet fordums tiders livsgrundlag. Vi bliver nemlig nu mindet om, at vi er nødt til at hjælpe hinanden, hvis vi skal komme igennem det her som samfund. Vi skal også alle have mad, så kan man ikke selv komme ud at handle, så må andre træde til og hjælpe.  Og kirken – ja, den minder os om hver dag ved sine klokkeslag, at Gud stadig er i blandt os og aldrig efterlader os alene.

 

Derfor er det også lidt trist, at vi i dag Skærtorsdag ikke kan mødes i kirken og fejre gudstjeneste og modtage nadveren. For nadveren kan noget, som almindeligt brød ikke kan.

 

Brødet og vinen i kirken er nemlig på den ene side bare almindeligt brød og vin. Men når vi siger de ord, som Jesus sagde for omkring 2000 år siden, og tror på dem, så sker der noget med brødet og vinen i kirken – så giver det os evigt liv og en forsmag på Paradiset.

 

Brødet og vinen er nemlig beviset til os på, at vi er tilgivet. Vores dåb virker med andre ord, og den tilgivelse vi blev lovet i dåben, den modtager vi som et synligt bevis i brødet og vinen, når vi kommer op til alteret og modtager nadveren. Gud vil nemlig ikke have, at vi skal gå rund og være i tvivl om, at vi er tilgivet, og derfor har han givet os nadveren.

 

Lige overfor kirken ligger vores forsamlingshus, og der har vi borgerspisning et par gange om året. Nogle i byen laver mad og inviterer så hele byen til fællesspisning i forsamlingshuset. Er man ny, føler man sig straks budt velkommen og accepteret.

 

Og det er netop det, der er meningen med nadveren i kirken!

 

Og det viser Jesus med al tydelighed, da han Skærtorsdag spiste sammen med sine disciple. Vi skal huske, at Jesus ikke smider Judas, som forråder ham, ud. Jesus beder ham ikke om at gå. Jesus spiser tvært imod sammen med ham. Og det er et stærkt billede på, at uanset hvad vi har med i vores bagage af fejl og mangler, så vil Gud gerne have med os at gøre. Derfor knæler vi også alle ned side om side med det som nu tynger os hver især – ung og gammel, mand og kvinde, rig og fattig – ja, selv vores egen dronning knæler ved alteret – akkurat som hendes og vores forfædre gjorde på denne egn.

 

Lad os derfor bede Fadervor!

 

Fader vor, du som er i himlene!

Helliget vorde dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje

som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke ind i fristelse,

men fri os fra det onde,

Thi dit er riget og magten og æren i evighed. Amen.

 

 

Modtag Herrens velsignelse!

 

Herren velsigne dig og bevare dig!

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!

Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!

Amen!

 

 

   

Mini-gudstjeneste Palmesøndag 2020

(ligger som video-hilsen på kirkens facebook side)

 

I Jegerup Kirke har vi som de fleste danske kirker et våbenhus. Men det særlige ved vores våbenhus er, at her har der faktisk stået våben inde.

 

Kirken er nemlig ikke alene fra en tid, hvor man gik med våben, men vi ligger også på Hærvejen, hvor handelsfolk har været bevæbnet mod overfald, og hvor lejesoldater sydfra har hærget.

 

I kirken er der en gammel tradition for, at man ikke må bære våben, fordi kirkerummet er helligt. Derfor måtte man pænt aflevere dem i våbenhuset, inden man gik ind i kirken.

 

I dag går vi ikke med våben på os. Og så alligevel. For munden kan jo være et våben. Når vi taler hårdt og uforsonligt, når vi skræmmer og truer, når vi sårer og gør ondt, når vi bagtaler og sladrer – så er munden et farligt våben. Vi kan simpelthen ødelægge et menneske med vores ord.

 

Og lige siden tidernes morgen har mennesket brugt sin mund som et våben. Vi kender måske historierne fra GT om Kain og Abel, Isak og Ismael, Jakob og Esau, – nok var de brødre, men de var også i krig mod hinanden.

 

Og så er der beretningen fra NT og fra Palmesøndag, som vi fejrer i dag, hvor ordene først lyder som en hyldest af Jesus - men om ganske få dage ændrer sig og bliver dødelige.

 

Palmesøndag handler nemlig om, at man for 2000 år siden i Jerusalem hyldede Jesus som en konge – man lagde sin kappe på jorden og viftede med palmegrene samtidig med, at man hyldede Jesus med ord –  man troede og håbede nemlig på, at nu kom endelig den, som folket havde ventet på med længsel – den konge, som skulle befri folket fra romermagten og genoprette det store, gamle, stolte Davidsrige.

 

Men Jesus kom ikke på den måde, folket forventede. Han kom ikke med vold og magt. Han kom i stedet med en anden magt og kraft, - en kraft der var i stand til at vinde over døden og låse døren til Paradiset op. Og det forstår folkeskaren ikke, og derfor bliver den skuffet, og hyldestråbene ændrer sig derfor senere på ugen og bliver til dødsråb – råb der kræver, at Jesus skal korsfæstes.

 

Beretningen fra Palmesøndag minder os om, at vi sådan billedeligt skal huske at stille vores våben i våbenhuset. Vi skal bruge vores ord med omtanke. For ligesom folkeskaren bliver vi nemlig også i dag nemt revet med af folkestemningen og kommer let til at glemme, at ord kan ødelægge, ord kan såre, ord kan lyve, ord kan fordreje, og ord kan slå ihjel.

 

Over 200 millioner kristne mennesker på verdensplan oplever det.  De bliver forfulgt, fordi de fasteholder at hylde Jesus som Kongen, der åbner ind til Paradiset. De lader sig ikke rive med af en folkestemning eller et flertal i et samfund, der mener noget andet. De holder fast. Og selvom vi i Danmark lever under religionsfrihed, skal vi også stadig høre på nedladende ord og tåle latterliggørelse, og det er ikke altid lige sjovt.

 

Vi har derfor brug for kræfter til at tænke over, hvad der kommer ud af vores egen mund, og vi har brug for kræfter til at stå imod det, som andres ord gør ved os.

 

Lad os derfor bede Fadervor!

 

Fader vor, du som er i himlene!

Helliget vorde dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje

som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke ind i fristelse,

men fri os fra det onde,

Thi dit er riget og magten og æren i evighed. Amen.

 

Modtag Herrens velsignelse!

 

Herren velsigne dig og bevare dig!

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!

Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!

Amen!

 

 

 

 

 

 

 

Mini-gudstjeneste 29. marts 2020

(ligger som video-hilsen på kirkens Facebook side)

 

I Jegerup Kirke har vi et lille mørkt hul i væggen. Der står en gammel lysestage derinde, og når vi tænder lys i kirken, tænder vi også lys i den gamle lysestage.

 

Hullet, lyset står i, kaldes et piscina. Det blev brugt tilbage i middelalderen til at hælde den vin ud, der var til overs efter nadveren. Men hullet blev også brugt til noget helt andet. I middelalderen hærgede der forskellige sygdomme. Spedalskhed var en af dem. Og blev man ramt af den sygdom, så visnede ens krop, og til sidst døde man. Det farlige ved sygdommen var også, at den smittede. Så fik mand den, blev man sendt væk fra sin familie og fra sin landsby, ja, fra hele det fællesskab, der passede på én dengang. Ikke engang kirken kunne man komme ind i.

 

 Men jeg har ladet mig fortælle, at kirken fandt en måde at fejre gudstjeneste sammen med de spedalske på, og ikke mindst en måde at give dem nadveren på. Man lavede et hul i muren, hvor man kunne give dem nadveren, og hvor de syge også kunne lytte til gudstjenesten indenfor.

 

Man kunne altså være sammen - uden at være sammen.

 

Men prøv lige at tænke på, hvad det har haft af konsekvenser for en familie – børn eller gamle forældre -  hvis en mor eller far - datter eller søn - ikke længere måtte bo i hjemmet eller i landsbyen pga. smittefare…. Så har man ikke kunnet sørge for mad til familien, man har ikke kunnet passe de syge, og man har ikke kunnet forsvare sin familie mod overfald. Det har med andre ord haft nogle meget alvorlige konsekvenser.

 

I dag sidder der mange ældre mennesker og syge mennesker og passer på sig selv pga. Corona-virussen. Måske drister man sig ud for at handle tidligt om morgenen, men ellers er man i disse tider overgivet til familie og venner og naboers hjælp. Og heldigvis hjælper vi hinanden i denne tid, akkurat ligesom vi faktisk også gjorde det i middelalderen. For dengang oprettede man en form for hospital, hvor man plejede den syge.

 

Men det er faktisk ikke kun de ældre og de syge nedlukningn af DK går ud over. Vores skilsmissefamilier er faktisk også hårdt ramt, for vi bliver opfordret til ikke at rejse for meget for ikke øge smitterisikoen. Og så er der vores forretninger og virksomheder, der måske kommer til at lukke – også selvom de får økonomisk hjælp fra folketinget. Det kommer til at betyde arbejdsløshed og ekstra usikkerhed for rigtig mange mennesker.

 

I kirken tænder vi lys midt i mørket. Og vi holder os til de gamle kirkelige traditioner, fordi de er sunde for os mennesker. De giver os en grund at stå på, når vi bliver ængstelige. Og de minder os også om, hvad det vigtigste i livet er.

Og lige nu er det fastetid i kirken. I gammel tid fastede man i ugerne op til påske. Det var en måde at forberede sig fysisk og mentalt på det, der var vigtigt – nemlig at Gud en gang for alle har frelst os. Og det kan godt ske, at vi ikke længere faster sådan fysisk, men med nedlukningen af DK, er vi på en måde mentalt i gang med at faste: vi bliver nemlig i den her tid opmærksomme på, hvad der er vigtigt for os, hvad det vigtigste er for os. Og mon ikke mange vil svare: Familien. Samtalerne. Nærværet.

 

Og tænker vi efter, så vil vi måske også tilføje:

Hjælpsomheden. Ydmygheden. Taknemligheden. Barmhjertigheden. Arbejdsomheden. Udholdenheden.

Det er det, vi kalder de gamle, kristne dyder. Og det er dem, der er brug for lige nu. Men det er faktisk også det, som Gud beder os om at leve vores liv på som kristne mennesker.

 

Lad os derfor lægge det alt sammen i Guds hænder og bede ham styrke de her dyder i os, så vi - som det lille lys i hullet i kirken - både lyser op for andre i denne tids mørke, men også selv bliver lyst op af Gud og får kræfter i en mørk tid.

 

Lad os bede Fadervor!

Fader vor, du som er i himlene!

Helliget vorde dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje

som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke ind i fristelse,

men fri os fra det onde,

Thi dit er riget og magten og æren i evighed. Amen.

 

Modtag Herrens velsignelse!

Herren velsigne dig og bevare dig!

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!

Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!

Amen!

 

 

 

 

Mini-gudstjeneste 22. marts 2020

(ligger som video-hilsen på kirkens Facebook side)

 

Det er en underlig tid, vi lever i. Følelser som bekymring og ængstelse fylder mange mennesker lige nu.

 

Vi har derfor brug for håb.

 

I præstegården har vi købt et lille oliventræ og sat ved døren. Det er ikke særlig stort og det ser måske heller ikke ud af så meget.

 

Men oliventræet kan faktisk blive op til 1000 år gammelt. Det er med andre ord ret sejlivet og ikke sådan at få bugt med. Og så har det i sig en forunderlig kraft som kan frembringe en oliven, som er meget sund for os mennesker.

 

Oliventræet minder mig hver dag om vores kirke.

 

Jegerup Kirke er næsten 1000 år gammel. Den ligger på hærvejen, og det betyder, at utallige handelsmænd og kvinder er vandret forbi den igennem tiden. I 1600 tallet har lejesoldater forsøgt at rydde den for værdigenstande. Pesten har hærget byen, det samme med hungersnøden, mord, voldtægter, nedbrændinger, krig og ødelæggelse – kirken har oplevet det hele.

 

Og på trods af alt ondskaben og sygdommene står den her endnu.

 

I kirken er bekymring og ængstelse noget man tager særdeles alvorligt. Det er nemlig noget, som altid har været en del af menneskelivet.

 

Men bekymring og ængstelse er for mange i vores nuværende samfund noget nyt. Vi har jo ikke nødvendigvis oplevet krig, vi har ikke oplevet pesten eller hungersnød. I gennem mange årtier har vi kun oplevet fremgang og levet i fred og frihed.

 

Men sådan har det jo ikke altid været. Og sådan er det bestemt ikke alle steder på jorden.

 

Fra Bibelen ved vi, at livet udenfor paradisets have er svært og til tider farligt. Mennesker har derfor altid være t i fare. Mennesker har altid bekymret sig og været ængstelige. Og ser vi på billeder fra vores oldeforældre, så ser de alvorlige ud på billederne - for de havde lagt børn i graven, de har sendt sønner og fædre afsted i krig, eller oplevet at høsten slog fejl.

 

Livet var ikke altid let. Og Gud har faktisk aldrig lovet os, at livet udenfor paradisets have er let. Men i kirken har vi et håb vi lever på. Som vi spiser af, ligesom man kan spise oliven fra oliventræet. Og håbet består i, at vi tror på at uanset hvad der end måtte ske i vores liv, så er vi ikke alene. Gud har fat i os. Da vi blev døbt, tog Gud fat i os, og han giver aldrig slip på os. Og den dag vi dør, da er vi blevet lovet, at vi må få lov at komme ind i paradiset igen og være der altid.

 

Vi tror derfor på, at vi er i Guds hænder – også uanset hvad der måtte ske i den her tid, hvor det ikke er hungersnøden eller pesten eller krigen, der hærger os - men Corona-virussen.

 

 

Lad os derfor bede Gud om hjælp og bede Fadervor.

 

Fader vor, du som er i himlene!

Helliget vorde dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje

som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke <st1:place w:st="on"><st1:state w:st="on">ind</st1:state></st1:place> i fristelse,

men fri os fra det onde,

Thi dit er riget og magten og æren i evighed. Amen.

 

 

Modtag Herrens velsignelse!

 

Herren velsigne dig og bevare dig!

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!

Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!

Amen!