Corona-gudstjenester

Mini-gudstjeneste 29. marts 2020

(ligger som video-hilsen på kirkens Facebook side)

 

I Jegerup Kirke har vi et lille mørkt hul i væggen. Der står en gammel lysestage derinde, og når vi tænder lys i kirken, tænder vi også lys i den gamle lysestage.

 

Hullet, lyset står i, kaldes et piscina. Det blev brugt tilbage i middelalderen til at hælde den vin ud, der var til overs efter nadveren. Men hullet blev også brugt til noget helt andet. I middelalderen hærgede der forskellige sygdomme. Spedalskhed var en af dem. Og blev man ramt af den sygdom, så visnede ens krop, og til sidst døde man. Det farlige ved sygdommen var også, at den smittede. Så fik mand den, blev man sendt væk fra sin familie og fra sin landsby, ja, fra hele det fællesskab, der passede på én dengang. Ikke engang kirken kunne man komme ind i.

 

 Men jeg har ladet mig fortælle, at kirken fandt en måde at fejre gudstjeneste sammen med de spedalske på, og ikke mindst en måde at give dem nadveren på. Man lavede et hul i muren, hvor man kunne give dem nadveren, og hvor de syge også kunne lytte til gudstjenesten indenfor.

 

Man kunne altså være sammen - uden at være sammen.

 

Men prøv lige at tænke på, hvad det har haft af konsekvenser for en familie – børn eller gamle forældre -  hvis en mor eller far - datter eller søn - ikke længere måtte bo i hjemmet eller i landsbyen pga. smittefare…. Så har man ikke kunnet sørge for mad til familien, man har ikke kunnet passe de syge, og man har ikke kunnet forsvare sin familie mod overfald. Det har med andre ord haft nogle meget alvorlige konsekvenser.

 

I dag sidder der mange ældre mennesker og syge mennesker og passer på sig selv pga. Corona-virussen. Måske drister man sig ud for at handle tidligt om morgenen, men ellers er man i disse tider overgivet til familie og venner og naboers hjælp. Og heldigvis hjælper vi hinanden i denne tid, akkurat ligesom vi faktisk også gjorde det i middelalderen. For dengang oprettede man en form for hospital, hvor man plejede den syge.

 

Men det er faktisk ikke kun de ældre og de syge nedlukningn af DK går ud over. Vores skilsmissefamilier er faktisk også hårdt ramt, for vi bliver opfordret til ikke at rejse for meget for ikke øge smitterisikoen. Og så er der vores forretninger og virksomheder, der måske kommer til at lukke – også selvom de får økonomisk hjælp fra folketinget. Det kommer til at betyde arbejdsløshed og ekstra usikkerhed for rigtig mange mennesker.

 

I kirken tænder vi lys midt i mørket. Og vi holder os til de gamle kirkelige traditioner, fordi de er sunde for os mennesker. De giver os en grund at stå på, når vi bliver ængstelige. Og de minder os også om, hvad det vigtigste i livet er.

Og lige nu er det fastetid i kirken. I gammel tid fastede man i ugerne op til påske. Det var en måde at forberede sig fysisk og mentalt på det, der var vigtigt – nemlig at Gud en gang for alle har frelst os. Og det kan godt ske, at vi ikke længere faster sådan fysisk, men med nedlukningen af DK, er vi på en måde mentalt i gang med at faste: vi bliver nemlig i den her tid opmærksomme på, hvad der er vigtigt for os, hvad det vigtigste er for os. Og mon ikke mange vil svare: Familien. Samtalerne. Nærværet.

 

Og tænker vi efter, så vil vi måske også tilføje:

Hjælpsomheden. Ydmygheden. Taknemligheden. Barmhjertigheden. Arbejdsomheden. Udholdenheden.

Det er det, vi kalder de gamle, kristne dyder. Og det er dem, der er brug for lige nu. Men det er faktisk også det, som Gud beder os om at leve vores liv på som kristne mennesker.

 

Lad os derfor lægge det alt sammen i Guds hænder og bede ham styrke de her dyder i os, så vi - som det lille lys i hullet i kirken - både lyser op for andre i denne tids mørke, men også selv bliver lyst op af Gud og får kræfter i en mørk tid.

 

Lad os bede Fadervor!

Fader vor, du som er i himlene!

Helliget vorde dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje

som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke ind i fristelse,

men fri os fra det onde,

Thi dit er riget og magten og æren i evighed. Amen.

 

Modtag Herrens velsignelse!

Herren velsigne dig og bevare dig!

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!

Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!

Amen!

 

 

 

 

Mini-gudstjeneste 22. marts 2020

(ligger som video-hilsen på kirkens Facebook side)

 

Det er en underlig tid, vi lever i. Følelser som bekymring og ængstelse fylder mange mennesker lige nu.

 

Vi har derfor brug for håb.

 

I præstegården har vi købt et lille oliventræ og sat ved døren. Det er ikke særlig stort og det ser måske heller ikke ud af så meget.

 

Men oliventræet kan faktisk blive op til 1000 år gammelt. Det er med andre ord ret sejlivet og ikke sådan at få bugt med. Og så har det i sig en forunderlig kraft som kan frembringe en oliven, som er meget sund for os mennesker.

 

Oliventræet minder mig hver dag om vores kirke.

 

Jegerup Kirke er næsten 1000 år gammel. Den ligger på hærvejen, og det betyder, at utallige handelsmænd og kvinder er vandret forbi den igennem tiden. I 1600 tallet har lejesoldater forsøgt at rydde den for værdigenstande. Pesten har hærget byen, det samme med hungersnøden, mord, voldtægter, nedbrændinger, krig og ødelæggelse – kirken har oplevet det hele.

 

Og på trods af alt ondskaben og sygdommene står den her endnu.

 

I kirken er bekymring og ængstelse noget man tager særdeles alvorligt. Det er nemlig noget, som altid har været en del af menneskelivet.

 

Men bekymring og ængstelse er for mange i vores nuværende samfund noget nyt. Vi har jo ikke nødvendigvis oplevet krig, vi har ikke oplevet pesten eller hungersnød. I gennem mange årtier har vi kun oplevet fremgang og levet i fred og frihed.

 

Men sådan har det jo ikke altid været. Og sådan er det bestemt ikke alle steder på jorden.

 

Fra Bibelen ved vi, at livet udenfor paradisets have er svært og til tider farligt. Mennesker har derfor altid være t i fare. Mennesker har altid bekymret sig og været ængstelige. Og ser vi på billeder fra vores oldeforældre, så ser de alvorlige ud på billederne - for de havde lagt børn i graven, de har sendt sønner og fædre afsted i krig, eller oplevet at høsten slog fejl.

 

Livet var ikke altid let. Og Gud har faktisk aldrig lovet os, at livet udenfor paradisets have er let. Men i kirken har vi et håb vi lever på. Som vi spiser af, ligesom man kan spise oliven fra oliventræet. Og håbet består i, at vi tror på at uanset hvad der end måtte ske i vores liv, så er vi ikke alene. Gud har fat i os. Da vi blev døbt, tog Gud fat i os, og han giver aldrig slip på os. Og den dag vi dør, da er vi blevet lovet, at vi må få lov at komme ind i paradiset igen og være der altid.

 

Vi tror derfor på, at vi er i Guds hænder – også uanset hvad der måtte ske i den her tid, hvor det ikke er hungersnøden eller pesten eller krigen, der hærger os - men Corona-virussen.

 

 

Lad os derfor bede Gud om hjælp og bede Fadervor.

 

Fader vor, du som er i himlene!

Helliget vorde dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje

som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke <st1:place w:st="on"><st1:state w:st="on">ind</st1:state></st1:place> i fristelse,

men fri os fra det onde,

Thi dit er riget og magten og æren i evighed. Amen.

 

 

Modtag Herrens velsignelse!

 

Herren velsigne dig og bevare dig!

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!

Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!

Amen!